Særudgave i anledning af Bianca Castafiores 85-års fødselsdag og 60-året for førsteudgaven af albummet Castafiores juveler.
Om Tintin: Castafiores juveler – føljetonversionen fra 1961-62
Operasangerinden Bianca Castafiore kom til verden 5. januar 1939, som en af verdenshistoriens mest flamboyante tegneseriefigurer nogen sinde – i Tintin eventyretr Ottokars scepter.
Men sin tegneseriekarrieres allermest blændende rampelys opnåede operadivaen i Castafiores juveler, der fra 1961 blev bragt som ugentlig føljeton i det belgiske Tintin-blad – og udkom som album på fransk i 1963 og på dansk første gang i 1967.
I begyndelsen af 1960’erne var Hergé en mand, der var på højdepunktet af sin karriere. Tintins oplevelser udkom i talrige lande, og ophavsmandens berømmelse voksede eksplosivt. Men han begyndte samtidig at gøre sig fri af tegneserierne, der var baggrunden for hans succes, og vende sin interesse mod samtidskunst. Og da han kastede sig ud i at skabe en ny historie om Tintin, forlystede han sig med at vende op og ned på de faste mønstre. Med Castafiores juveler leverede han dermed sit mest overraskende værk af alle.
Før han affattede den endelige albumudgave, som hele verden i dag kender, havde tegneren udarbejdet en første version, der blev offentliggjort som føljeton i det belgiske Tintin-blad med en side om ugen. Originalerne til dén version har nu hvilet i hans efterladte arkiver i mere end 60 år. Restaureret med omhu og akkuratesse sætter disse historiske dokumenter os nu i stand til at udgive denne version af fortællingen om juvelerne i sin helhed, sådan som den fra 1961 til 1962 tog sig ud i det belgiske ugeblad “for børn og unge mellem 7 og 77”, som det kækt lød på bladets forside.
Denne eksklusive jubilæumsudgave i ekstra stort format indeholder 16 ekstra og rigt illustrerede sider med fakta om Bianca Castafiore og eventyrets tilblivelse. Læs blandt andet om, hvordan filmstjernen Sophia Loren gav Hergé inspiration til intrigen, hvordan Hergé researchede sigøjnernes forhold i Belgien, hør om baggrunden for de ændringer Hergé foretog til albumudgaven, se skitser og udkast til forskellige figurer og scener og albumforsiden – og en helt enestående plantegning over slottet Møllenborg, som aldrig tidligere har været offentliggjort.